Brugerråd skaber rum for møder mellem foreninger, øvrige brugere, politikere og Idrætsanlæggenes ledelse og ansatte. Derudover er det også rammen for den årlige valghandling til brugerbestyrelsen.
Brugerråd kan omhandle udfordringer på tværs af alle Idrætsanlæggenes områder eller specifikt for enkelte områder, men kan også berøre ideer og udvikling vedrørende idrætsområdets drift og faciliteter.
Læs Styrelsesvedtægterne for brugerinddragelse på Idrætsanlæggene i Gladsaxe fra den 1. august 2018.
Brugerråd og valgmøde 2023
Kom og vær med til en aften i demokratiets tegn, hvor vi arbejder med, hvordan Idrætsanlæggenes udvikling og bæredygtighed kan gå hånd i hånd.
Det foregår i Caféen på Bagsværd Stadion onsdag den 6. december kl. 18.00 til 20.30.
Aftenen byder på et spændende oplæg fra Lokale og Anlægsfonden, som vi sammen skal snakke om. Bæredygtighed er et bredt begreb, som vi vil forsøge at koge ned, så samtalerne bliver relevante for dig og din idræt eller aktivitet, uanset om det foregår i en forening eller på anden vis.
Efter samtalerne kommer valget til Brugerbestyrelsen, hvor vi skal vælge medlemmer både på vegne af foreningsidrætten og alle øvrige idrætsaktive. Gennem Brugerbestyrelsen inddrager vi brugere i ansvaret for den overordnede strategi, principper for drift og overordnede økonomiske forhold.
Tænk lige over, om ikke det kunne være noget for dig!
Program
18.00-18.30 Spis og snak:
- Vi byder på et måltid og mulighed for at snakke med andre idrætsinteresserede
18.30-20.00 Brugerråd:
- Velkomst
- Nyt fra Idrætsanlæggene
- ’Bæredygtige idrætsfaciliteter - tung pligt eller et potentiale?’, videooplæg ved Lokale og Anlægsfonden
- Refleksion og samtale
20.00-20.30 Valg til brugerbestyrelsen:
- Gennemgang af valgprocedure
- Valg
Du tilmelder dig via [email protected].
Hvis du har spørgsmål til aftenens program eller brugerbestyrelsens arbejde, er du velkommen til at kontakte idrætschef, Holger Kortbek, på [email protected] eller på 39 57 62 15.
Vi glæder os til at se dig.